Kender vi ikke alle følelsen af en sejr, det kan være en øvelse man har trænet til uendelig og endelig har knækket koden til følelsen af lykke strømmer ind over en. Man er bare uovervindelig. Lige indtil man får en ordentlig mavepuster og øvelsen igen er en umulighed.

Den kære grå hest

Lansing er bare den sødeste hest i verden. Han er altid sød og håndtere, og så sød og ride rundt på. Men men lad dig ikke snyde af det yderst smukke ydre. Inde bagved gemmer der sig en rigtig bølle, eller det ville de fleste nok sige. Jeg ser nærmere en rigtig sensitiv hest.

Kommer vi nogensinde videre?

Da jeg var yngre var mit mål klart! Jeg ville være awesome til og ride, og rigtig gerne ride de store klasser! 😎.  Jo flere heste jeg red jo bedre. Egentlig har jeg altid været meget blid ved hestene, og ikke i nærheden af den typiske teenager, der lige skal sætte en dum hest på plads type. Dog skal jeg heller ikke gøre mig mere hellig, jeg har da flere gang blevet sur på hesten (Belondo især) og tænkt. Det kan simpelhen ikke passe det her ikke virker. Også har de ellers fået et ponyspark eller to. Eller den klassiske med at holde fast i indvendig tøjle og bare holde fast indtil hesten har gået 10 runder med hovedet totalt skævt. Dette lyder måske voldsomt, men ærligt det sker nærmest hver dag ude i de forskellige klubber.

Resultatet er ikke alt

Gennem de seneste 3 år har jeg rykket mig så meget mentalt, og er godt på vej over i den kære hippie verden så at sige. En del vil nok sige jeg er for blid ved de kære heste, og de bare skal sættes på plads. Dog har jeg haft en øget interesse indenfor anatomi og forståelse af hesten. Der igennem har jeg taget diverse kurser, og lavet et studie i optimering af hesten gennem termografi og lys/laser behandlinger. Derudover har jeg virkelig fået trænet det mentale, for ridning handler i bund og grund om at løse problemer. Problemet er hele tiden og finde den nøgle der låser kodelåsen op for at få hesten til at udføre/bevæge sig anatomiske rigtigt, så den bedre kan holde til de opgaver vi stiller den, og ikke bliver slidt for groft ved ridning.

De her stunder er mindst ligeså meget værd, hvis ikke mere end en ridetur

Tidligere var det ridning som jeg virkelig brændte for. I dag er det at have glade heste, og hold nu helt op der er langt imellem de helt glade og trygge heste, som virkelig hviler i sig selv. Det er de heste som når man tager i tøjlen følger de bare med, og ikke skaber en masse modstand, ligesom de heste der selv opsøger mennesker uden og vade ind over vores personlige rum. Men mest af alt den følelse at når man er sammen med hesten, så smelter man i et, om det bare er at stå på staldgangen eller på folden. Så er det glæden ved at mærke kontakten ved hesten, som jeg virkelig brænder for.

Stævnehest vs  🐣hest

Lansing var jo oprindelig købt som min kommende top junior hest. Han havde gået alt hvad han skulle allerede i marts som 5 års. Så alle kortene var lagt, han ville bare flyve afsted. Alt hvad der hedder springteknik og det hele. Det kunne han bare. Aldrig har jeg mødt en hest som har så let ved at springe. Det er bare nemt. Dog skulle man ikke tage fejl af de meget kønne ydre. Indeni er der nemlig en meget sensitiv hest. De første år var jeg sikker på Lansing hadede mig, men ærligt, så kunne han bare ikke overskue at jeg prøvede og komme i kontakt med ham. Det resultere i at de første par års stævner havde jeg altid en klump i maven når jeg gik bane, for jeg ville bare ikke lave en fejl og gøre Lansing ked af det. Det var ligegyldigt om det var en LC eller MB, egentlig gik han bedst i MB’en frem for LC’en.

Den ærlige springhest

Målet når vi rider rundt på hestene, er at få den ærlige. Med ærlige mener jeg en hest, som svare med det samme og i ro på vores hjælpere. Så hvis jeg vil have lange galopspring, så kommer de med det samme, men uden hesten stresser, og det samme med en afkortning. Den følelse man har i hånden når hesten bare er med en. Den er helt fantastisk. Dog er det også utrolig svært og opnå. I hvertfald den helt perfekte balance, mellem for meget og for lidt. Det tager flere års uddannelse og nå dertil.

Det svære ved Lansing er at man kan føle han er der, men egentlig så er han der bare overhovedet ikke, og når man rider hen mod et spring, og først opdager det der, så er man på spanden. De fleste heste vil springe alligvel, men Lansing han lukker helt ned. Det bedste man så kan gøre er at sidde helt stille og håbe han springer. Den holder jo heller ikke?

Jeg har prøvet alverdens forskellige produkter, masker osv. Denne maske virker rigtig godt til trailer kørsel, men desværre ikke lige på Lansings problem under springning, men rigtig godt under dressur, hvor han slapper endnu mere af i kæben end uden.

Har jeg en glad hest?

Lansing har altid kigget rigtig meget på fyld og andre ting under springene. Hvis man trykkede til ham hen mod et farligt spring, så var man garanteret at han stoppede. Ikke i sidste sekund til man faldt af, men gik pænt meget i stå 3 galopspring før, også en smuk parade lige ved springet. Kan hilse og sige det er en utrolig nederen følelse at få hen mod et spring, når man ved den stopper.

Derfor er jeg ofte gået tilbage og ned og springe nogle meget små klasser, og øvet jeg ved ikke hvor man forskellige spring. For 2 år siden var jeg overbevist om at Lansing skulle være en military hest i stedet, for han havde en fest ude på en terrænbane, men ak, ud af det blå var selv de spring farlige. Hele sidste år har jeg også haft en fys på ham hver anden uge, og selv det kunne han ikke rumme oppe i sit hoved.

Sidste weekend var vi afsted. Attituden startede ikke for godt, men efter få spring, hvor jeg var meget tæt på at falde af, kom ja hatten frem, og vi endte med at vinde store heste dags kvalifikationens

Dog troede jeg endelig koden var knækket og vi bare fløj, men det tror jeg altid et par gange om året 😅, lige indtil han igen stopper på et spring og bare siger nej.

Stævne tid

I fredags var vi så afsted til ridestævne igen, denne gang på stutteri ask. Lansing skulle bare gå to gange 115cm. Egentlig ikke højt for ham, men der var så mange farlige spring. Til og starte med red jeg rundt og viste ham alle springene, intet var farligt, lige indtil jeg viste ham det sidste spring lige inden jeg skulle ride. Bom op på bagben også skulle han bare væk fra det spring. Det var tydeligt og mærke Lansing ikke kunne rumme situationen. Jeg fik ham så roligt som muligt hen til springet, for hvis jeg ikke viste ham springet, så var jeg i hvertfald helt sikker på vi ikke kom henover det senere. Heldigvis var der en smadder sød rytter, som lige skridtede med hen og viste ham springet (Virkelig god stil). Mit startssignal lød, og jeg brugte lige ekstra tid på og vise ham springet, han var ikke helt overbevist, men det var okay.

Banen rundt

Vupti vi fløj afsted, 1, 2 og 3 kørte som smurt, Lansing havde ja hatten på.

Selv dobbeltspringet, fløj han bare over.

Normalt når han er bange for et spring går det udover resten, for han kan ikke rumme det hele i sit kære hoved. Denne gang gik det strygende, lige indtil det farlige spring. Der er et link lige nedenunder dette afsnit, hvor i kan se hans reaktion ☺️

https://www.instagram.com/reel/CS4R-rOopfc/?utm_source=ig_web_button_share_sheet

Er det den rigtige løsning?

Hvad ville i selv have gjort i sådan en situation?

Her er mine egne tanker. Selvfølgelig er jeg virkelig ærgelig over han ikke bare springer, men hvad kunne jeg gøre anderledes? Måske skulle jeg havde forberedt ham endnu bedre ude fra hjørnet, også havde kortet ham mere ind. Eller måske have givet ham et rigtigt ponyspark ud af hjørnet (Kan hilse og sige det ikke virker, så stopper han endnu hurtigere).

En ting er sikker, jeg blev pænt skuffet over at vi ikke snart er kommet videre. Det her problemer kommer nærmest altid, og jeg er ved at løbe tør for ideer. Vi red endnu en runde lige bagefter her, fik vi igen et stop på dette spring, da jeg ramte en mellem distance, da han gik lidt bag benene, men det var min skyld så ærgerligt, ellers havde vi været fejlfrie 🙃

Da skuffelsen havde lagt sig, så var det egentlig et okay resultat. Når jeg bliver skuffet går jeg altid ind i mig selv. Det går aldrig udover hesten, men jeg bliver nok lidt stille indtil jeg har fundet en måde og komme videre på, og evn løse problemet. Normalt kan vi aldrig nå de faste afstande, men vi nåede alle afstande hele vejen rundt, og inden tøven ved dobbeltspringene. Så det er jo egentlig store fremskridt 😃. Normalt har vi aldrig problemer ved en oxe ud af hjørnet, så tænker bare det er en engangsoplevelse. Så nu skal vi bare træne lidt videre, så skal det nok komme.