Det seneste års tid har virkelig været en rutsjebane. Sidste gang i hørte fra mig var før sommerferien. Der er sket utrolig meget siden. Jeg er flyttet til Aarhus, og er startet på mit studie, hestene er flyttet med, nyt studiejob, nye sponsorer, en masse nye elever og de dejligste samarbejdspartnere, er der lige skrevet under på endnu et års samarbejde. Jeg er så taknemmelig for alt den hjælp jeg får, men pyha de heste kan godt trække tænder ud, og give søvnløse nætter.😆

Var en operation løsningen?

Lansing blev som nævnt i tidligere indlæg opereret i begge sine bagben for et år siden. Dette var den eneste mulighed, hvis han skulle have en chance for at komme tilbage i sporten. Jeg vidste jeg skulle til og læse, og to heste, som bare gik og lavede minimalt, er simpelhen for stor en udgift. Salg af Lansing var heller ikke løsningen, for man skulle kende ham før, at man kunne mærke at der var noget galt. Han er jo verdens flinkeste hest, og giver altid en tur i verdensklasse. Så hvis jeg selv købte en hest, hvor ejeren sagde at hesten kun kunne klare at ride skovture, selvom den hverken var halt eller noget lignende. Så ville jeg da nok også selv tænke, argh nu må vi lige se, om det måske ikke bare har været den tidligere ejers ridning den var galt med.

Lang genoptræning!

Selve “genoptræningen” gik stærkt, allerede efter 12 uger var vi tilbage i Tyskland til tjek. Jeg havde været flittig med min laser, så dyrlægen var dybt imponeret over begge sårs heling. Der var hverken kommet arvæv eller noget lignende, så jeg skulle bare i gang med at trave. 6 uger efter måtte han springe, men for lige at være sikker så ventede vi lidt ydeligere.

Er hesten stærk nok?

Langsomt begyndte vi at springe igen, og hold nu og en fantastisk og glad hest jeg havde fået mig. Han kunne alt nu, selv springe VANDGRAVEN! (Den spiser jo heste normalt). Lige inden vi ramte sommerferien tog vi afsted til ridestævne. Bare to LB’er. Lansing gav en fantastisk følelse, men vupti, så var vi tilbage i den samme gamle rutine, med en hest der stoppede ud af det blå. Jeg blev virkelig skuffet, ikke på Lansing, men på hele situationen. Det seneste halve år havde været hårdt, både med usikkerheden omkring Lansing, men også med Belondo, som vi nærmest havde været ved at aflive flere gange.

Mental kamp

Jeg er selv utrolig dårlig til at sidde stille, jeg skal hele tiden have det maksimale ud af dagen, og udnytte alle de muligheder jeg kan få. Så selv mit sabbat år blev brugt på 3 forskellige job, kombineret med 2-3 heste. Det resulterede i dage der varede fra 7-22, nærmest hver evig eneste dag. Kombineret med 2 syge heste, så var ens mentale psyke ikke optimal. Folk som ikke er en del af hesteverdenen, har utrolig svært ved at sætte sig ind i alle de bekymringer man har som hesteejer, og især den her frustration, hvor man kan mærke der er noget galt, men hverken dyrlæger, diverse massører osv, kan finde problemet. Men hver gang du kigger ind i din hests øjne, kan du se, at de prøver at fortælle dig, hvor de har ondt.

Det er vigtigt ikke altid at være stærk! De seneste par år har jeg virkelig arbejdet på mig selv. Hvis jeg ikke har det godt med mig selv, har jeg ikke overskud til at hjælpe andre. Så med to syge heste, har overskuddet været minimalt. Det har særligt gået udover min kære søster, som ikke altid selv har det nemt. Så her burde jeg jo have været den gode søster og have haft overskud til at være der for hende. Dette har dog ikke været muligt, så i stedet for en masse gode stunder, så er jeg selv endt med at være kort for hovedet, og hellere ville bruge tid i mit eget selvskab.

Normalt er jeg aldrig en pige der græder, men det pres der har været over de syge heste, og alle de mål jeg gerne ville have opnået med min egen springkarriere har jo været sat langt langt tilbage, og er stadig ikke på vej frem. Men som den “fornuftige” rytter bliver man jo nød til at tage fat i det positive. Så der har været en del tåre indblandet i det seneste år.

“JEG HAR LÆRT SÅ MEGET AF DENNE REJSE”

Den har vi hørt før, det skal man jo sige! Når man har stået med en skadet hest (gang den med 2 for mit vedkommende), og man har brugt utallige timer bare i boksen, eller stået og mærket på hver evig eneste muskel. Man kommer jo nærmest reformeret ud på den anden side. Har vi ikke allesammen hørt den før?

Jeg må sige, jeg ville hjertens gerne have været sluppet for hele, den her oplevelse med Lansing, operationen, og de sidste mange års bekymringer, men det er en del af gamet, og en del af livet som blødhjertet hestepige.

Hvad er målet med min ridning?

Da jeg var yngre var målet klart! Jeg skulle ud og ride S, og på en alder af 15 år, red jeg flere 130cm klasser, på Belondo, han var en kammerat, og vi kunne alt sammen. Lansing kom ind i familien, han skulle være hesten, der hjalp mig op i de store klasser. Avlsmæssigt og kapacitetsmæssigt, er Lansing perfekt. Han bruger ingen kræfter på at springe, og er bygget nærmest så korrekt man kan. Hans hoppestamme har 3-4 kårede hingste (herunder 3 gange Danmarks Mester Gladiola). Kan man bede om mere?

Nej vel. Det seneste år, har jeg ikke lavet andet end at nørde hestekroppen. Jeg er langt fra færdig, og aner jo kun minimalt. Alle de timer jeg har stået, og stadig står ude i en ridehal og underviser en masse fantastiske heste og ryttere, er uundværlige. Det er så fedt at nørde sammen med ejerne. Hvordan kan vi få hestene, til at gøre det vi ønsker, og bevæge sig behagelig og så korrekt som muligt, uden at det har været en kamp, og uden at hestene slipper tøjlen? Det er ved at være så nørdet når jeg rider rundt. Det er helt tosset, og måske også en tand for meget. Men det er så fedt! og jeg kan virkelig mærke hestene. Jeg har ALDRIG en eneste dårlig ridetur. Jeg har altid et kæmpe smil på læben, og jeg behøver aldrig at skulle stoppe hesten op, eller sparke hårdt til dem. For vi er et makkerpar. Det er det samme hvis jeg sætter mig op på mine elevers heste. Der er ingen kamp, jeg skal ikke rette hestene af, jeg kan bare ride videre, ligesom hvis det var deres ejer der red på hesten. Dette er for mig den rigtige vej, og så er det en fest at gå til hest.

Først nu er vi rigtig i gang igen

I sommers red mig og Lansing to stævner, det var ikke helt med det resultat jeg ønskede. Derfor nægtede jeg at begynde på stævner igen før, jeg var 110% sikker på vi var på rette spor.

Jeg flyttede til Aarhus, og der skulle findes en ny træner. Selv det var et cirkus, og efter et par måneders forsøgen, fandt jeg et godt match. Selvom det er et år siden Lansing blev opereret er det først nu, han er blevet stærk nok i kroppen igen, til at kunne bære sig selv, og selv i dag kan vi stadig finde spændningerne og kompensation i Lansings krop efter hans smerter før operationen.

Ridestævner med succes!

Lige inden nytår tog vi endelig til ridestævne igen. Bare nogle små LB klasser. Det var så fedt at kunne tage en glad og afslappet hest med. Jeg kunne nyde hele dagen, og varme op på en helt afslappet hest. Selv inde på banen havde Lansing et kæmpe overskud, og gjorde sig så umage.

2 uger efter tog vi afsted igen, og igen her havde jeg bare en glad og top motiveret hest. Jeg er simpelhen så lettet. Han er en verdensstjerne at ride rundt på. Det er så rart at kunne sige helt ned i maven, jeg har en afslappet hest med til ridestævne, og ikke en stresset en!

Nyt perspektiv

Nu hvor jeg har været lidt ude af stævnegamet, var det virkelig en øjenåbner at komme afsted igen. Det var faktisk helt uhyggeligt at se. Til begge stævner jeg har været til på c-plan var der nærmest ikke en eneste anden hest end Lansing, der rent faktisk var afslappet. Selvfølgelig var der undtagelser, men hele energien var trykket og stresset. Den ene rytter efter den anden, som kæmpede rundt med hestene. Det var ligesom om rytterne skulle lige have styr på det sidste, før at de kunne gå ind og overleve banen. Det er jo ikke meningen at et ridestævne skal rides på overlevelse, nej et ridestævne for mig, er for at tjekke formen, og se hvad vi skal have finpudset der hjemme. Her MENER jeg FINPUDSE!. Selvfølgelig kan hesten altid ligepludselig være en helt anden end der hjemme, eller der kan ske noget uventet, men når det er 90% af alle hestene på opvarmning, så er der nok noget som skal ændres🙃. Men alle de heste jeg rider stævne på, skal være glade til ridestævne, ellers gør det intet positivt for mig. Det er simpelhen ikke tiden og pengene værd at tage til stævne og give hestene en dårlig oplevelse. Så har man ikke lavet sit grundarbejde ordentligt. Stævnekulturen skal for mig ikke være så resultat orienteret. Især ikke helt nede på LB niveau, det er jo ikke imponerende at vinde en LB på bekostning af hestene. LB er klasser for at træne og blive bedre. Måske er det fordi jeg har redet primært LA og MB de sidste mange år, og der måske er sorteret en del flere fra der, end ved LB. Men for mig var det ikke en positiv energi der var der. Det håber jeg i hvertfald ikke at jeg tager med videre til mine elever. For den vej giver i hvertfald ikke glade og trygge heste.

Er jeg for optimistisk?

Nu er det gået over alt forventning de seneste to stævner, og jeg er så stolt af Lansing. Han er rent faktisk blevet en glad hest, der er fyldt med selvtillid, endda til tider for meget! Pt er han så comfi, at hver evig eneste gang han kommer ind i ridehallen for at blive longeret, så lægger han sig ned og ruller sig, og det sker gerne direkte fra trav, og selv efter en ridetur, hvor jeg var hoppet af, så lagde han sig bare ned, for nu var det tid til at han skulle klø sin pels. 😅 Måske ikke optimalt, men afslappet det er han. Selv til ridestævnet kunne jeg trave ham varm med helt løse tøjler, hvor han selv søgte ned, og travede dejligt roligt rundt med løftet ryg, og vi var inde i vores lille bobbel.

De her billeder er taget lige efter vi kom ud af banen til weekendens stævne, helt cool og afslappet og yderst fotografisk 😆.

Det kan selvfølgelig hurtigt gå ned af bakke igen, men denne gang føler jeg virkelig at vi har fået bygget et stærkt team op. Jeg har fået langt flere redskaber til at hjælpe Lansing, og jeg er selv blevet en endnu bedre rytter. Måske ikke i selve springningen, men i mine tekniske kunnen. Jeg nyder hver evig eneste ridetur, for man ved aldrig hvornår den sidste kommer! Så NYD jeres rejse med hestene, se dem i øjenene og prøv at forstå dem. De fortæller sig meget!