Sociale medier
Når man scroller rundt på de sociale medier, læser forskellige blogindlæg, ser stories osv oplever man mange forskellige måder at have en konto på. Nogle brugere har det som et firma, hvor de hele tiden skal promovere sig, andre har det som deres pusterum evt også noget helt tredje. Jeg bruger nok instagram som branding, og har tidligere været ramt af at kun det bedste skulle frem. Grunden til at det endte ovre i forskønnelse, bundede nok mest i at dem omkring en som man havde en daglig kontakt til ikke skulle komme med negative kommentarer, eller få dømmende holdning om en. Det jeg har oplevet når man vælger at være en offentlig person er, at folk begynder at dømme en. Eksempelvis hvis man ligger en video op, og beskriver ens synspunkter ( I dag var Belondo bare træls, han nægtede at springe vandgrav). Her ville nogle begynde at tænke, du gør det også bare helt forkert, eller kan du ikke se hesten er bange. Her begynder man helt automatisk at dømme folk, og finder deres fejl, og det kan man egentlig ikke gøre for. Jeg har også selv gjort det, i hvert fald inde i mit hoved. Hver gang man ser en video, hvor folk ikke rider som man selv ville. Så danner man en holdning, og en refleksion til hvad man selv ville have gjort. Jeg synes i hvert fald bare at skrive dette indlæg er grænseoverskridende, men jeg har aftalt med mig selv, at nu hvor jeg har vundet PEEK, så skal jeg udvidde min horisont og turde og give slip på min tryghed bag skærmen. For jeg er helt sikker ikke den eneste der har det sådan.
Tryghed bag skærmen
Tidligere hvor jeg bare lagde nogle overfladiske billeder og videoer op hvor kun det bedste blev fremvist. Så behøvede jeg ikke at forholde mig til noget. Jeg ville ikke blive mødt at negative kommentarer, eller folk i min omgangskreds som blev stødt. Jeg tror det bunder i at man bare gerne vil fremstå så perfekt som mulig. Det her med at vise ens fejl, ens usikker det vil man gerne gemme væk. For det kræver vanvittig meget bare selv at anerkende ens usikkerheder. For det kræver helt vildt meget at acceptere at alting ikke er let som en leg. Dagligt på de sociale medier bliver vi nemlig bombet med den perfekt hverdag. Selvom vi har fået tudet ørerne fulde med at vi skal ud af den her vane, også er det stadig meget aktuelt. Det kræver meget mod at komme ud af sin komfortzone, og vise sin usikkerhed. Dog resultere det perfekt også bare i content som ikke har samme dybde og dermed virker overfladisk.
I det her år er jeg begyndt at dele min undren og mine svagheder. Det har gjort mig mere sårbar, fordi jeg er begyndt at overveje flere aspekter i min hverdag. Dog har jeg altid en klup i halsen når enten min mor læser mine indlæg igennem eller andre tæt på mig kommenterer mundtlig på mine opslag til mig. Fordi så læser en personen nærmest min “dagbog”.
Jeg har altid været dårlig til at takle samtaler når de blev personlige, faktisk så dårlig at jeg har grædt til flere skolehjemsamtaler. Ikke fordi jeg har fået skældud tvært i mod, men lige så snart alting bliver for personligt. Så skal jeg stilles til ansvar for mit indre jeg, og jeg skal forholde mig til min mentale tilstand. Det er her det går op for en hvor man er i livet, og hvad der skal arbejdes med.
Hypokonten
Min mor har altid den holdning, at jeg er utrolig negativ når jeg sidder og skriver alle de her indlæg. Hun kan ikke forstå at hestene skal give så mange problemer, når hestene bare burde gøre en glad. Jeg ved ikke om jeg er den eneste, men jeg elsker at bruge tid på hestene. Jeg lærer så meget om mig selv, men man stræber hele tiden efter det perfekte, og det gør man hurtigt ved at finde sine fejl. Først skal man finde fejlen, derefter skal man anerkende den (til tider rigtigt svært), og derefter skal man finde det mentale overskud til at arbejde videre ud fra fejlen. Derfor er det ikke min hensigt at virke for negativ, men nærmere at jeg dykker ind i mig selv og finder ud af hvor problemet egentlig stammer fra. Derefter filosofere jeg mig frem til en årsag, og derefter kommer jeg op af grøften og knokler videre.
Relaterbart
Grunden til at jeg vælger at dele det med jer her offentligt, er at jeg håber bare en enkel kan sidde i samme spor, og få en bekræftelse i at det er helt normalt at have det sådan. Ergo det er helt okay, og der igennem starte en dannelsesrejse ud på den anden side, hvor man har det bedre mig så selv. Det samfund vi lever i i dag, er fyldt med selverkendelse. Det er nærmest blevet det nyeste ind. Selverkendelse/dannelse er blevet et must at lære om i skolen. Jeg tror hvis alle så indad bare engang i mellem, og virkelig mærkede efter hvordan de havde det. Så ville vi alle kunne finde en masse ar, men de ar er noget som vi skal bearbejde og dermed udvikle os til at blive en mere ærlig version af os selv. Denne version er med at finde ud af hvem vi virkelig er.
Hvem er jeg?
Det er dette spørgsmål jeg igennem de næste mange år rigtig skal finde ud af. Jeg tror at det er den rejse der starter allerede i ens usikre ungdom. Hvordan ser jeg egentlig ud? Hvordan reagere min krop? Hvordan fungere mit hoved egentlig? og til sidst hvem er jeg?
Denne rejse vare mange år, og sikkert også hele livet, men jeg er på vej. På vejen dertil møder man en masse bump, og der bump vil trække en flere mil tilbage, men de vil også gøre en stærkere. Jeg tror aldrig man kommer i mål, for hvad er målet?
Mit delmål er i hvert fald at få det bedst mulige liv. Et liv hvor jeg er glad for mig selv. Et liv hvor jeg kan have mindst mulige bekymringer. Vigtigst af alt et liv hvor jeg kan være i ro oppe i mit hoved, og det er især denne del af rejsen jeg er i fuld gang med. Ikke bare i min ridning, men i hele min hverdag. Jeg ved godt det er mit eget valg at dele alt det her, men det er et led i rejsen mod et bedre jeg. Jeg deler det med jer, for tving mig selv til at arbejde med mit mentale jeg.
Husk jer selv
Dette er ikke for at ynke og sige ih jeg har det hårdt. Tvært i mod. Dette er et lille smugkig ind i mit hoved, min tanker, mit liv. Jeg har et fantastisk liv, jeg er også bare en person som opfanger rigtig meget. Mange energier kommer igennem mit hoved, jeg stopper op og lige trækker vejret ind. Mærker efter inde i kroppen, også puster jeg ud engang. For det vigtigste i dit liv er dig selv. Hvis du ikke har det godt mentalt, så smuldre alting lige så langsomt fra en. Så stop op, og tag fat i dit indre jeg. Mærk efter og nyd livet. Gør det der gør dig glad. Andres holdning er ingenting værd, hvis det ikke gør dig glad!!
